• Log In
  • Om K.A.S.
      • Bliv medlem
      • Om K.A.S.
      • Om havnen
      • Aktiviteter i K.A.S.
      • Bestyrelse og referater
          • Bestyrelse
          • Referater
      • Nedslag i K.A.S.' historie
      • Vedtægter
      • Prisliste
  • Sejlerskole
      • Lær at sejle
      • Tag en prøvetur
      • Kurser
  • K.A.S. Racing
      • Om K.A.S. Racing
      • Kalender
      • Tildelingsprincip
  • Klubliv & klubhus
      • Klubliv og klubhus
      • Udlejningslokaler
      • Alle lokaler
      • Arrangementer 2025
      • Klubhusreglement
      • Internet i havnen
  • Havnen & bådpladsen
      • Om havnen og bådpladsen
      • Optagning og søsætning
      • Priser
          • På land
          • Til vands
      • Optagningsskema
      • Bådpladsreglement
  • Træsejlerne
      • Flydende maritim kulturarv
  • K.A.S. in English
close× Call Us
close×

Nedslag i K.A.S.' historie

Verdens første

Ambitionerne var store fra starten. Allerede i 1892, et år efter stiftelsen, fik Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub sin tredje skolebåd, den gaffelriggede halvdæksbåde Erik. Og i 1898 oprettede man som den første sejlklub i verden et struktureret og obligatorisk kursus i teoretisk navigation. Tre år senere kunne syv medlemmer indstilles til sætteskipperprøve, der gav adgang til at føre lystfartøjer over 20 tons i Østersøen, Kattegat, Skagerrak og Smålandshavet. Og i 1917 blev klubbens sejlerskole anerkendt af Handelsministeriet som Danmarks første undervisningssted til den nye Kystskipperprøve.

Forbeholdt amatører - og mænd

Fredag den 13. marts 1891 om formiddagen havde en kreds af grosserere, grever, søofficerer og andre notable herrer sat hinanden stævne i Københavns Concertpalæ i Bredgade for at drøfte muligheden for en forening til "fremme [af] Amatør-Seilsport". Foreningen skulle "saa ofte som muligt foranstalte mindre og større Seiladser af Fartøjer tilhørende dens Medlemmer" samt anskaffe "mindre Øvelsesbaade", altsammen med det smukke formål, at medlemmer,  der ikke selv havde økonomiske mulighed for at være fartøjsejere, kunne uddanne sig til at færdes til søs i lystfartøjer.

Medlemmernes og foreningens både skulle deltage i så mange kapsejladser som muligt, og foreningen skulle selv arrangere konkurrencer. Præmierne skulle tilfalde besætningerne, ikke ejerne. Det var praktisk sidemandsoplæring, ingen teoretisk undervisning i de første år.

På en stiftende generalforsamling godt en måned senere blev Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub holdt over dåben. Medlemskab var forbeholdt "Amatører", altså folk, der ikke modtog betaling for at deltage i kapsejladser, som for eksempel fiskere, eller betragtede præmier som indtægt. Kvinder kunne ikke blive medlemmer, men hustruer var tilladt som gæster på de forskellige, mindre og større skibe, som i de første mange år fungerede som klubhuse. Blandt andet den udrangerede linieskibs-barkasse Jomsborg og senere den lille, tomastede brig Tjalfe. De kom alle til at ligge ved Toldboden og lystbådehavnen på Langeline.

Til Svanemøllebugten

Efter Anden Verdenskrig var det slut med klubskibet ved Langelinie og klubbens både i Langeliniehavnen. Tjalfe var blevet for dyr at vedligeholde, og Svanemøllebugten kaldte. Her var klubben begyndt at komme i 1922, hvor man havde lejet en grund, så klubbens bådejere havde et sted at stille deres både om vinteren, og hvor Øresunds Sejlklubben Frem og Sejlklubben Sundet allerede havde gang i et spirende havnemiljø. I 1938 blev Svanemøllehavnen med plads til 300 både indviet. I 1948 rykkede K.A.S. ind i et par gamle flygtningebarakker, der var indkøbt til formålet i Nordjylland, afmonteret, genopstillet og sammenbygget i Svanemøllehavnen. Medlemmerne måtte gerne tage gæster, også damer, med i restauranten, men ikke i medlemslokalet Jomsborg. Dog skulle herrerne tage hatten af. Cigarstumper måtte hverken henkastes i klubhuset eller på grunden. I havnen havde K.A.S.' mange skole- og klubbåde plads. Og frem til sidst i 1950'erne kunne man med den lille motorfærge m/s Hellas sejle fra Svanemøllehavnen, gennem 5-øres løbet og  den gamle Skudehavn til Kgs. Nytorv.

Folkelighed og katastrofe

I 1950' og 60'erne var Svanemøllebugten og havnen blevet til lidt af et folkeligt sejlsportsmekka. Det varme spildevand fra det ellers svært sodende Svanemølleværk betød lunt vand at sejle i året rundt, sejlklubberne nød godt af Poul Elvstrøms olympiske successer, og unge jollesejlere fra K.A.S. spillede en afgørende rolle i udbredelsen af den danske OK-jolle. Nogle talte om Svanemøllebugten som Københavns riviera. Men i januar 1970 indtraf katastrofen: K.A.S. klubhus brændte ned til grunden, rig og sejl til øvelsesbådene, klenodier, præmier og arkiv gik tabt. Naboklubberne Sundet og Roforeningen Kvik trådte til og lånte lokaler ud, mens man byggede det nuværende klubhus, der stod færdigt sent på sommeren 1971. Og nogle af klubbens vigtigste pokaler blev genskab som kopier, blandt andet den internationale folkebådspokal, Guldpokalen. [ER DET RIGTIGT???, klubben vandt den først til ejendom i 1974]

Nu med kvinder

I midten af 1970'erne var et nybrud på vej i K.A.S. Sejlerskolen havde åbnet op for kvindelige elever, men klubbens generalforsamlinger ville ikke anerkende dem som medlemmer. Kvindernes beståede sejlprøver kunne derfor ikke bruges til at låne klubbens både. Først en ekstraordinær generalforsamling i i 1980 gav kvinder adgang til medlemskab af K.A.S.

Nye ambitioner

I 2015 tog K.A.S. et afgørende og ambitiøst kridt: Man ønskede at være med til at udvikle Sejlsportsligaen, som var startet året før af Dansk Sejlunion, og investerede derfor som en af de første klubber i en J70 klubbåd. Sejlsportsligaen skulle være, hvad superligaen er for fodbolden, landets bedste klubhold møder hinanden i tætte og action mættede dyster tæt på land, det bedste hold vinder, bliver Danmarksmester og får mulighed for repræsentere Danmark i udlandet.  I dag er Sejlsportsligaen er uimodsigelig succes. 42 sejlklubber fra hele landet fordelt på 1. og 2. division kæmper mod hinanden ved otte, årlige ligastævner, og K.A.S. gør sig med tre J70'ere godt bemærket. Ved DM i 2022 "tog (K.A.S. Racing) for sig af retterne", som Baadmagasinet skrev, med både guld og bronze i 1. division. Og i 2023 blev det til en flot, samlet 2. plads i 1. division og flere topplaceringen gennem sæsonen i 2. division.

Gaffelriggerne spiller stadig en hovedrolle

Nu snart 135 år efter starten i 1891 spiller gaffelriggerne stadig en væsentlig hovedrolle i K.A.S.' ambitiøse fortælling om skolesejlads og godt sømandskab. Takket være en gavmild donation fra Sejlklubbens Sundet har K.A.S. i det tidlige forår 2024 kunnet overtage Sundets sidste to gaffelriggere kvit og frit, så K.A.S. nu råder over hele seks af de karakteristiske, klassiske og populære skolebåde. Planen er, at de to nye skolebåde efterhånden skal danne grundlag for rutinesejlads på hverdage, deltage i Kjøbenhavnske Træsejleres torsdagsmatcher, sejle weekend ture og sommertogter med klubbens øvrige gaffelriggere og medlemmernes egne både. Da de nye gaffelriggere indgår i K.A.S.' træbådsinitiativ, er det ideen at sejlerne på bådene med tiden skal opbygge viden og erfaring, så klubben selv kan udføre reparationer udover de almindelige vedligeholdelsesopgaver. Vi restaurerede jo i årene 1997-2008 6m R-båden Oui-Oui, så det burde ikke være nogen uoverkommelig opgave at pusle om en Berg Spidsgatter.

Kilder bl.a.: Kjøbenhavns Amatør-Sejlkub 1891-1991, af Barbara Zalewski (1991); Svanemøllen – Københavns riviera og åndehul, af Rune Adelvard (2013); diverse skrifter af K.A.S.' tidligere formand, klubhistoriker og -arkivar samt træsejler Henrik Effersøe. 

Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub
CVR: 21415812
Strandvænget 43
2100 København Ø
Find vej

Følg os på sociale medier

Telefon - 39 20 71 72

E-mail - kas@kas.dk 

Kontoret har åbent for personlig og telefonisk henvendelse onsdag kl. 16-19 hele året.

Copyright © NEW SITE, 2025