Aktiviteter
KAS er en sejlklub med aktiviteter, der både henvender sig til de mange, som vil lære godt sømandskab og at sejle sikkert, og de, der allerede færdes hjemmevant på vandet med og uden egen båd. Nogle vil måske videreuddanne sig til at tage livtag med de store have og oceaner med en yachtskipper 3 eller 1 eksamen. Andre vil lære at reparere et sejl eller sy en ny presenning til bommen - eller have adgang til et lille værksted med en del af det nødvendige værktøj til at vedligeholde eller reparere sin båd. Alle vil være en del af det store fællesskab. I klubhuset, i klubbens både, på bådpladsen, i havnen og på havet.
Sejlerskole
KAS har altid været en sejlklub, hvor man lærte at sejle. Allerede klubben da blev stiftet i1891 rådede klubben over to øvelsesbåde, året efter blev det til endnu én, og der blev indført tovværkskursus og 'certifikater' efter bestået praktisk prøve. I 1898 introducerede klubben et struktureret navigations kursus og blev dermed verdens første sejlerskole med navigation som obligatorisk fag på skemaet. I dag er sejlerskolen blandt landets største med sommer og vinterkurser på mange niveauer, 135 elever og 33 faste instruktører og lærere til skolens fire gaffelrigere, tre J70ere samt klubbens skønhed, 6m-båden Oui Oui. Du kan læse mere om sejlerskolen her.
KAS Racing
KAS Racing er klubbens kapsejladsafdeling for øvede sejlere, hvor vi træner kapsejlads i klubbens J70'ere og J80'ere sommer og vinter, vi har styrketræning, foredrag og workshops om alt fra kapsejladsregler over meteorologi til trim og taktik banen rundt. I KAS Racing fokuserer vi på at give både begyndere og rutinerede kapsejlere mere fart og glæde ved at sejle kapsejlads i et inspirerende miljø, hvor vi lærer af hinanden hele året rundt og sæson efter sæson. Hvis du vil vide mere om KAS Racing så klik her.
Bådpladsen
Er man bådejer, er bådpladsen på land en væsentlig del af ens liv. Sådan er det også i KAS: På bådpladsen er der bedding, optagningsfaciliteter, mastekran og -skur. Og i 'Oasen' har vi frokoststue og værksted med værktøj og arbejdsborde. Her er liv og fællesskab året rundt, men naturligvis mest om efteråret, når bådene skal på land, og i det tidlige forår, når bådende skal gøres klar til en ny sæson. Her kan du læse mere om livet på bådpladsen og hvordan det er organiseret.
Klubliv og klubhus
KAS' klubhus er hjertet i klubbens liv, det er her vi mødes før og efter sejlads, det er her vi holder kurser, lærer navigation, at sy presenninger, reparere sejl og slå knob, det er her vi har opholdsstue, tekøkken og 'restaurant' med 'halv'-professionelt køkken, holder fællesspisning og foredrag, og her vi fester. Men det er også her, hvor du som medlem kan leje lokaler til din egen fest, barnedåb eller bryllup. Klikker du her, kan du læse mere om klubhuset og klubliv.