Flydende kultur
Hvis der er noget K.A.S. er rig på, er det flydende, maritim kulturarv. Ikke alene ejer klubben selv en smuk, lille flåde af historiske træskibe, lige fra Danmarks og K.A.S.' ældste sejlerskolebåd LET fra 1888, som et laug fra klubben er ved at restaurere i Hal 16 i Helsingør, samt den gamle Freja fra 1914, der er under renovering på bådpladsen, over fuldblodsraceren, 6mR-båden Oui Oui fra 1922, til sejlerskolens fire, nu takket været en generøs gestus fra Sejlklubben Sundet seks gaffelriggere, hvoraf den ældste er fra 1926. Alle har de lange og spændende historier med K.A.S [links til Effersøes artikler]. Men også mange af klubbens medlemmer ejer smukke og klassiske træbåde, der sejles flittigt. Adskillige af dem ved den ugentlige torsdags-match for Kjøbenhavnske Træsejlere om faste mærker og rundt Middelgrunden. Mange af dem har havneplads langs 'træbroen' på midtermolen.
Øresund på langs
For mange træsejlere er et af årets højdepunkter den årlige tre-dages kapsejlads Øresund på langs, som K.A.S. er medarrangør af. Sejladsen samler spidsgattere, meterbåde, skærgårdskrydsere, sprydstagsjoller, skonnerter og galeaser til Danmarks største kapsejlads og festival for klassiske lyst- og erhvervsfartøjer. Kapsejladsen starter i Svanemøllebugten og ender i Helsingør Kulturhavn lige ved siden af Kronborg, hvor de mange deltagere ligger tæt, flager over top, holder åbent skib og fester på på kajen og i det maritime værksted Hal16.
Klassiske håndværk
En væsentlig del af K.A.S.' DNA er det aktive træbådsmiljø, hvor ikke mindst bevarelsen af de klassiske gaffelriggere som skolebåde spiller en væsentlig rolle. Med donationen af Sundets to gaffelrigere er det blevet muligt ikke bare at cementere Svanemøllehavnens status som centrum for solide sejluddannelser med vægt på klassiske kompetencer og sømandsskab. Donationen vil også være med til at skabe nye kursustilbud i nogle af de klassiske håndværk, der indgår i vedligehold og reparation af den flydende, maritime kulturarv.